Hvor er arbejdslivet mon på vej hen?

Tidligere betød arbejde stabilitet og tryghed. Det var det vi søgte. Vi søgte stabilitet og tryghed i vores økonomi så vi kunne give os selv og vores familie den levestandard vi drømte om. Tryghed og stabilitet i ansættelsen kunne gøre at vi kunne sikre det økonomiske fundament under os selv og vores familie og derfor var det almindelig at være i det samme job i lang tid.  

Men stabilitet og tryghed er ikke længere det vi drømmer om. Vi vil gerne have det trygge og stabile fundament. Ja, tak. Men vi vil også have mere.

Vi vil have frihed og fleksibilitet. Tid er vores mest værdifulde valuta – og den ser ud til at vedblive et stige i værdi. Tid til at være sammen med børnene. Tid til at rejse og opleve. Tid til at realisere sig selv.

For at vi kan anvende denne frihed, tid og fleksibilitet så kræver det at vi kan administrere det. Ellers er det ingenting værd. Forestil dig at du har flekstid på dit arbejde, men du benytter dig aldrig af det. Og samtidig ønsker du dig mere frihed. Start med at udnytte den frihed du allerede har. Find ud af hvad du vil bruge den til. Hvad vil give dit liv mere værdi? Er det at kunne være med til morgensang på børnenes skole et par gange om ugen? Er det at kunne være hjemme når de har fri? Er det at kunne tage ud at rejse en måned om vinteren? Hvad er frihed for dig?

Mange af os har været vant til at være hovedstyret. Vi har tænkt os frem til løsningerne. Det gør at kroppen og følelserne lidt kobles af. Hvordan mærkes frihed? Hvor i kroppen sidder den? Hvordan mærker du den? Prøv at tænke tilbage på tidspunkter og situationer hvor du oplevede frihed. Hvordan føltes det? Hvordan mærkede du det?

Jeg var på et tidspunkt alene på ferie i Sydfrankrig. Jeg har været der mange gange før, men aldrig alene – og aldrig uden bil som mit daglige transportmiddel. Men denne gang var jeg alene. Jeg havde taget tog og bus for at komme frem – og lejet en cykel for at komme rundt dernede. En eftermiddag befandt jeg mig på en virkelig smuk cykelsti langs en flod. Det var skønt sensommervejr. Lige der følte jeg mig fri. Helt fri. Jeg havde en følelse af at jeg kunne komme hvorhen jeg ville. Og at det var let som en leg. Det bruste igennem hele min krop som et ordentligt skud energi. Det kildede i maven – og smilet strakte sig fra øre til øre.

Så – hvordan – og hvornår, mærker du friheden? Og hvad er det der udløser det?

I mit tilfælde var det bevægelsesfrihed og det at jeg ingenting skulle nå. Jeg havde ingen at stå til ansvar for lige den dag. Ingen jeg skulle koordinere og tilpasse mine planer efter. Der var kun mig, cyklen, naturen og vejret. Jeg havde følelsen af at jeg kunne komme hvorhen jeg ville – og helt for egen kraft. Jeg havde friheden til at vælge lige præcis den vej jeg havde lyst til. Lige præcis den vej der pirrede min nysgerrighed den dag. I lige præcis det tempo som jeg bestemte.

Når vi kigger længere frem – så ønsker de kommende generationer nok endnu mere af deres arbejdsliv. For hvorfor skulle de nøjes.

Hvis jeg kigger på mine børns generation så oplever jeg at de er meget optaget af at alle er gode til noget. De er optaget af at se hinandens potentialer og få dem frem i lyset. Vi ser det også i tv med programmer som X faktor, Scenen er din og andre i den genre. Alle er gode til noget – og det handler om at fremme til sit potentiale og forløse det.

De ved at samarbejde er løsningen, men de har svært ved at finde rytmen i det. Fordi den nye måde at samarbejde på kræver en anden fleksibilitet end vi har haft tidligere. Den kræver en fleksibilitet i systemet.

Derfor tror jeg at fremtidens arbejdsliv ikke kun skal indeholde personlig fleksibilitet, men også systemisk fleksibilitet. Arbejdsmarkedet skal justeres. Skrues sammen på en lidt anden måde end vi kender det i dag. En måde som giver plads til at inkludere alle talenterne. Også de talenter som i dag betegnes med en bogstavkombination og som, i dag, ikke passer ind i den måde vi tænker skolegang på. De vil heller ikke passe ind i den måde vi i dag tænker arbejdsmarked på. Men hvis vi er villige til at lære – og justere vores gamle systemer – så får vi adgang til en stor talentmasse som virkelig kan give nogle nye vinkler på fremtidens udfordringer.

Nutidens unge – altså fremtidens arbejdsmarked – er opflasket med at tænke miljø og klima. Derfor dur det ikke at vi vedbliver at tænke økonomisk bæredygtighed som det vigtigste parameter. Vi er nødt til, i langt højere grad, at lægge vægt på også klimamæssig og social bæredygtighed.

Så, for mig at se, går vi hen imod at bruge alle tre ben i den grundlæggende bæredygtighedsmodel. Den økonomiske bæredygtighed mestrer vi allerede. Den klimamæssige bæredygtighed har vi snakket meget om, men handlet alt for lidt på. Den sociale bæredygtighed er vi kun lige begyndt at snuse til. Jeg tror der bliver meget mere balance i den måde vi tænker og handler bæredygtigt fremover.