
Reel brugerinddragelse kræver en tydelig rammesat opgave.
Skal brugerinddragelse og involvering være så bøvlet?
Ja, lidt bøvlet skal det være. Det bøvlede består i at du aldrig ved hvad outputtet bliver. Reel brugerinddragelse betyder at du er nødt til fortsat at have nogle åbne spørgsmål. Brugerne, som du ønsker at inddrage, skal vide hvad de har indflydelse på. De skal kende rammen.
Hvis alle spørgsmål allerede er besvaret og alle aftaler er på plads så er der ikke tale om inddragelse. Så er det en orientering.
Så – reel brugerinddragelse kræver en tydelig rammesat opgave: Det er det her inden for rammen du har indflydelse på.
Men det betyder jo også at du kan blive udfordret på dine ideer, dine beslutninger og dine alt-muligt-andet. Du kan endda blive udfordret på den ramme du har sat op for inddragelsen. Og DET er bøvlet. Det er SÅ bøvlet at blive udfordret fordi det betyder at du skal gøre noget andet.
- Du skal måske lave noget om – til det bedre.
- Du skal måske ændre på noget – som var uhensigtsmæssigt.
- Du skal måske tilegne dig noget ny viden – som du har behov for for at kunne løse opgaven.
- Du skal måske ændre på rammen – som var skæv og ville være faldet sammen med et brag.
Og hvad vinder du så ved bøvlet? Ved at inddrage og involvere.
- Du får en masse værdifuld viden om brugerne, interessenter eller hvem du vælger at inddrage. En viden du ellers skulle have søgt på egen hånd et andet sted.
- Du kan udpege essentielle personer med en særlig motivation og bruge dem fremadrettet i projektet. Som ambassadører for de forandringer der kan være svære. Som talerør for de stille og forsigtige. Som teknisk viden inden for deres specifikke bagområde. Og meget meget mere.
- Du opnår tillid og respekt om projektet, organisationen og dig som person. Du giver tillid ved at inddrage og derved får du også tillid retur.
- Du får en langt lettere kommunikationsvej hele vejen igennem projektet og forandringerne. De der har været inddraget har langt lettere ved at forstå det du fremover kommunikerer.
- Du får mulighed for at spotte modstandere og en platform til at vende dem til medspillere. Forsøg altid at involvere modstandere. Det giver ejerskab, ansvarlighed og skaber gode ambassadører.