Vil de være med?
Har de noget at byde ind med?
Er nogle af de spørgsmål jeg typisk får når jeg nævner en involverende workshop for en kunde.
Gang på gang viser svaret på ovenstående spørgsmål sig at være: JA, JA og JA!
Ja, de kan godt finde ud af. Alle redskaber kan bøjes og jeg tilpasser altid øvelserne til den gruppe jeg står overfor. Der findes et hav at redskaber at vælge imellem. Jeg bruger min forberedelsestid grundigt inden workshoppen og udvælger de bedst egnede redskaber til hver enkelt opgave. Findes redskabet ikke endnu – så opfinder jeg det.
Ja, de vil gerne være med. Men det kan sagtens være at nogle af dem er usikre på hvad der skal ske og har noget modstand. Derfor starter jeg altid ud med at lave en eller flere fællesskabende øvelser. Når vi mærker at vi er fælles om det – og måske oven i købet smiler og griner – så vækkes trygheden og tilliden. Det er hele basen for at kunne læne sig ind i workshoppens indhold.
Ja, de har noget at byde ind med. Fidusen er at finde den rette ramme og jeg sørger altid for at der er fremdrift i en workshop så deltagerne vil opleve at deres input er vigtige for opgaveløsningen. Hvis du, som kunde, oplever at jeg stiller mange spørgsmål så er det netop for at få rammen og målet på plads.
Du får det lige igen – hægtet op på 3 forskellige cases.
Kan de finde ud af det?
Jeg har afholdt en workshop som et led i et større udviklingsprojekt hos en produktionsvirksomhed. Social ansvarlighed vægter højt i denne virksomhed og medarbejderne har derfor vidt forskellige forudsætninger for at deltage i dagens workshop. Som et led i opbygningen af fællesskab, tillid og tryghed valgte jeg at anvende dialogkort.
Normalvis ville jeg gennemføre øvelsen på denne måde:
- Hver deltager udstyres med et dialogkort
- Deltagerne mødes to og to
- Deltager 1 læser sit dialogspørgsmål op – fx Hvad er din stærkeste kompetence?
- Deltager 2 svarer på spørgsmålet
- Deltager 2 læser sit spørgsmål op – fx Hvad skal der til for at du fløjter glad til og fra arbejde?
- Deltager 1 svarer på spørgsmålet
- Deltager 1 og 2 bytter dialogkort og går videre og finder hver en ny makker hvorefter processen gentager sig
Men – sådan kunne jeg ikke benytte øvelsen denne gang. En større del af medarbejderne er enten ordblinde eller meget usikre læsere. Derfor valgte jeg at lave øvelsen på denne måde:
- Vi stiller os i en cirkel
- Jeg læser et dialogspørgsmål op
- Alle finder en makker og svarer på spørgsmålet overfor hinanden
- Efter besvarelsen stiller de sig ud i cirklen igen
- Når alle er ude i cirklen stiller jeg et nyt spørgsmål
- Alle finder en ny makker og processen gentager sig
På denne vis har jeg tilpasset øvelsen og spørgsmålene til den aktuelle målgruppe. Alle øvelser kan og skal tilpasses den enkelte målgruppe. En workshop er først god når ingen føler sig dumme eller udenfor og når alle oplever at kunne være med og oplever at kunne mestre opgaverne.
Vil de være med?
Dette var faktisk min egen bekymring da jeg afholdt en workshop for unge. Bekymringen blev heldigvis gjort til skamme. De ville meget gerne være med.
Workshoppen i denne case handler om at skabe et mødested til landsbyens unge. De var igennem forskellige øvelser omkring idéudvikling og planen var at vi skulle slutte af med en helt konkret handleplan efter vi havde fået en bid mad.
Jeg tænkte at vi liiiige kunne trække vejret et øjeblik mens vi spiste maden, men der tog jeg fejl. De unge mennesker sad helt fremme på stolen og var top engagerede.
- Hvordan kommer vi videre?
- Hvad skal vi starte med?
- Hvornår kan vi lave et event?
Så at få udfyldt den konkrete handleplan gik som en leg og i løbet af de næste måneder fik de stablet deres første event på benene og bygget møbler af genbrugspaller til deres nye mødested.
Generelt kan vi alle godt lide at bidrage. At være til gavn. At gøre en forskel. Derfor er det vigtigt at huske at invitere indenfor i fællesskaberne. Arbejdsfællesskaberne, foreningsfællesskaberne, nabofællesskaberne osv osv. Når vi sætter en klar og tydelig ramme og husker at blive ved med at invitere indenfor – så vil vi altså gerne være med. Når vi står udenfor fællesskabet er det enten et bevidst valg – eller fordi vi ikke ved hvordan vi kan bidrage. Det sidste gør workshoppen noget ved.
Har de noget at byde ind med?
Her handler det om at stille de rigtige spørgsmål. Du får svar som du spørger.
Til en workshop om Fremtidens Skole var forældre og ansatte inviteret med ind i processen.
Det med at få idéer er faktisk ikke så let. Ikke for alle i hvert fald. Derfor valgte jeg i denne workshop at vende processen på hovedet.
Traditionelt set kunne vi brainstorme på:
- Hvordan skaber vi det bedste læringsmiljø?
- Hvordan skaber vi den bedste arbejdsplads?
- Hvordan skaber vi det bedste skole/hjem samarbejde?
Men i stedet vendte vi det på hovedet:
- Hvordan skaber vi det VÆRSTE læringsmiljø?
- Hvordan skaber vi den VÆRSTE arbejdsplads?
- Hvordan skaber vi det VÆRSTE skole/hjem samarbejde?
Ved at brainstorme på den værste udgave får vi også ofte foræret nogle meget detaljerede svar. De detaljer giver naturligvis mulighed for at vi efterfølgende kan arbejde lige så detaljeret i den positive retning og få skabt de bedste løsninger.
Nogle mennesker er gode til at få idéer, tænke i løsninger og se muligheder. Mens andre ofte får skyld for at være ufleksible og negative. Ved at vende vores brainstorm på hovedet får vi inkluderet alle dem der er super gode til at se hullerne i osten.
Som en af deltagerne sagde: ”Det er fantastisk at jeg kan få lov at være negativ og samtidig bidrage positivt”