Faglig stolthed.

Jeg er bekymret for den byggebranche jeg elsker.

Der er voldsomt travlt – og det har der været længe. Det er svært at skaffe arbejdskraft nok – og det har det været længe. Tidsplaner skrider. Budgetter skrider. Materialer forsinkes – og stiger eksplosivt i pris.

Der er rigtig meget pres på alle steder – og fra alle sider. Det er en krudttønde.

Og midt i alt dette står håndværkere, projektledere og rådgivere og tryller det ene byggeri efter det andet frem. På trods. Men hvis de balancerer alle de ovenfor nævnte udfordringer – så må der være et voldsomt pres på dem som mennesker.

Fødekæden skal være intakt

Vi er alle værdifulde. Men uden et stykke konkret arbejde at måle det på – kan det være svært at se det. Det kan være svært at føle sig værdifuld. Værdifuld som arbejdskraft – og hvis det står på længe nok, også som menneske.

Det kræver styrke at stå fast i sådan et pres. Stå fast på sin faglige stolthed og tage sig tid til at gøre tingene ordentligt. Stå fast på sine personlige værdier og komme glad og fløjtende hjem. Kommunikationen er under pres og det gode samarbejde lider en larmende død.

Konsekvensen bliver at de gode medarbejdere flygter fra faget. Fordi de kommer til at gå for meget og for ofte på kompromis. Fordi de ikke længere kan kende sig selv i spejlet om morgenen. Fordi de ikke længere er stolte af det arbejde de udfører.

Alle vil gerne opleve at give værdi. Hvis betingelserne for at give denne værdi forringes drastisk er der ikke længere værdi – hverken at give eller få. Når de gode medarbejdere flygter er der ikke længere nogen for de unge at se op til. Ingen ledestjerner. Ingen grund til at uddanne sig den vej. Branchens fødekæde brydes.

Vi er ved at smide 30 års målrettet arbejde på gulvet

Da jeg var ung og skulle vælge min retning i livet var normen at man valgte gymnasiet hvis man blev erklæret egnet til det. Normen var at man ikke valgte teknisk skole til. Man valgte teknisk skole fordi man var ”kasseret”. Fundet uegnet til en studentereksamen. Sådan er det heldigvis ikke længere. Det har taget 30 år at ændre den norm. Vi må ikke smide det på gulvet ved at gå på kompromis med vores faglige stolthed.

Tror I ikke på mig? Så prøv at kig på sygeplejerskerne. Dem der længe har rendt alt for stærkt. Dem der længe har måtte pakke deres faglige stolthed væk. Dem der længe er gået på kompromis.

Der skal vi ikke hen!

I stedet skal vi træffe et aktivt valg om at ændre på tingene. Vi kender rammerne. De er ridset op ovenfor. Det er muligt det ikke er super attraktive rammer, men det er fakta. Like it or not.

Hvor skal vi så hen?

Vi skal derhen hvor det er en glæde at arbejde. Derhen hvor vi går stolte hjem og fortælle vidt og bredt hvor godt det hele er. Derhen hvor vi kan mærke helt ind i kroppen at vi gør en forskel. At vi er værdifulde. Som arbejdskraft OG som mennesker.

I byggebranchen er vi vant til at arbejde sammen. Det er de færreste byggeri der er bygget af et enkelt menneske helt solo. Samarbejde er en nødvendighed.

Hvorfor gør vi det ikke til vores unikke varemærke?

Vi ER gode til at samarbejde i byggeriet. Alligevel bruges der oceaner af ressourcer på konflikter og uoverensstemmelser. Efterhånden er juristen den vigtigste medarbejder. Vi skubber ansvaret fra os inden første dråbe kaffe har ramt koppen. Hvordan er vi havnet der?

Gå efter bolden. Det har vi lært. I en konflikt er det vigtigt at gå efter bolden og holde personfnidder ude i strakt arm. Ja – men vi er også nødt til at tage med i betragtning at bolden spilles af mennesker. Derfor er det ikke kun bolden vi skal koncentrere os om.

Bolden er vores faglige viden. Det er det vi kan og det vi gør. Når vi skal løfte en opgave i flok kigger vi på enkeltdelene og fordeler efter faglighed. Det er sund fornuft.

Men hvad sker der hvis vi også tager spillerne i betragtning. Altså ikke kun bolden og fagligheden, men også de mennesker der spiller bolden. De mennesker der har personlige styrker, er passionerede omkring noget og har nogle grundlæggende værdier de agerer ud fra.

Hvis vi også lærer hinandens styrker at kende som mennesker – og ikke blot som arbejdsmaskiner – så står vi langt stærkere i samarbejdet.

Sæt rammerne der gør det muligt at vækste arbejdsglæden

Når fællesskabet skal vokse er det vigtigt at kende rammerne. Det er ledelsens opgave at sætte rammerne der gør det muligt for medarbejderne at bidrage ind i opgaven. Første skridt er derfor en præcis og tydelig rammesætning – og et fælles mål. Herfra er det ”bare” at byde indenfor så I kan finde vejen til målet sammen.

Prøv fx at åbne op for input og dialog omkring tidsplaner – det kan være der viser sig nye muligheder for værdifulde samarbejder.

Eller hvad med at se på den obligatoriske APV med nye øjne. Lad handlingsplanen blive skabt i fællesskab på en workshop hvor der er plads til både faglighed og personlighed.

Det kan være svært at prioritere tid til nye tiltag i en travl hverdag. Forsøg derfor at få det lagt ind som nye gode vaner op ad nogle allerede eksisterende vaner.

Skriv en kommentar